tirsdag den 8. marts 2016

SANGARKIVET findsang

Hjemmesiden findsang.123hjemmeside.dk er på grund af stifterens alder og helbred nedlagt, og der vil ikke blive tilført yderligere, men registreringen af de indsamlede bøger, hæfter og mapper er stadig tilgængelige på dette link.

Det alfabetiske register på ca. 25000 titler og førstelinjer er tilgængelig på dette link.

De registrerede sangbøger befinder sig for hovedpartens vedkommende på et bibliotek inden for det danske biblioteksvæsen. Alt, hvad der findes på danske biblioteker, kan søges i databasen på bibliotek.dk og på google. Derfor bevares disse bøger ikke på Aalborg Stadsarkiv. 

Uanset hvilket bibliotek bogen befinder sig på, kan den hjemlånes eller skaffes som kopi til ens eget bibliotek. Sangbøger skal derfor søges på bibliotek.dk

Hvis du ønsker en kopi fra sangbøger, der ikke findes på bibliotek.dk, kan du kontakte Tove Michelsen, Aalborg Bibliotekernes Lokalsamling på mail: tove.michelsen@aalborg.dk

Ønske om at tage kopi af de enkelte sange og viser i gruppe 1-27, der er samlet på en cd, aftales direkte med opbevaringsstedet.

Cd med teksten til alle de ca. 1000 løse sange og viser, der er scannet i SANGARKIVET findsang i grupperne 1-27, og de ca. 50 link til søgemuligheder hos andre registratorer og samlere af gamle sange og viser, er det også muligt at købe. Fra denne kan man se eller udskrive samtlige scannede løse sange og viser. Cd'en kan købes for kr. 75,- inkl. ekspedition og forsendelse.  

Bestilling af cd kan ske ved henvendelse på mail her med adresseoplysninger og ønske om betalingsmåde. Der kan betales med bankoverførsel, MobilePay eller PayPal. Herefter modtager du betalingsoplysninger.


Formål og idé med etableringen af SANGARKIVET findsang

Det endelige formål er at anvende det etablerede arkiv som en mulighed for på en let måde at finde frem til, hvor den komplette tekst til den eftersøgte titel eller førstelinje er trykt og kan findes.

Det oprindelige formål med SANGARKIVET findsang var at bevare de mange utrykte og trykte guldkorn, som jeg gennem årene har samlet, og som sikkert ellers ville gå i glemmebogen. Det var min første tanke, at arkivet kun skulle bestå af en cd indeholdende aftryk af digte, sange og viser, der har været anvendt ved forskellige arrangementer og selskabeligheder, som jeg har deltaget i - suppleret med hvad jeg har modtaget fra venner og bekendte.

Da mit projekt rygtedes, modtog jeg mellem 100 og 200 sangbøger, hæfter og udklip – hovedsageligt ældre. Opbevaringen af disse havde jeg ikke mulighed for, så jeg traf derfor aftale med Stadsarkivet i Aalborg. Det modtagne har jeg registreret sammen med indholdet og afleveret løbende på Stadsarkivet (se grupperne 28-39 og 70-73).

Desuden har jeg haft aftale med Aalborg Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg, tlf. 99 31 74 00 om at registrere gamle bøger og hæfter, der opbevares der (se gruppe 50), og med Sang- og Visecenter, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M,  tlf. 65 50 32 89 (torsdag kl. 10-12) om adgang til viser og sange fra Tempo og Flittige Hænder fra midten af det 20 århundrede og skillingsviser fra det 19. århundrede (se gruppe 51).

Gennem et samarbejde med Statsbiblioteket i Århus (se grupperne 52 og 53 i nummerregisteret) har jeg haft mulighed for at låne noget af deres samling og registrere titlerne i bøgerne derfra. Statsbibliotekets arkivnummer er anført i nummerregisteret efter titlen eller førstelinjen i parentes - eksempelvis således: 

53 – Æ.  Børnesange og Sanglege 40 (SB. nr. 1-125  4098).

Mange lokalarkiver og lokalhistoriske foreninger har også indsendt sange og viser fra lokalområdet, der er registeret i grupperne 70-73 og afleveret til Stadsarkivet i Aalborg, og er nu under omplacering. Enkelte private har ønsket at få registreret deres samlinger i SANGARKIVET findsang. De er registreret i grupperne 80-83.

Gennem registreringen og indholdsfortegnelsen skulle det være muligt at finde frem til, på hvilken fil de enkelte sange m.v. er gemt på, eller i hvilken bog eller hæfte de er trykt i.

Både blandt de scannede sange og i indholdsfortegnelserne kan der forekomme gentagelser. Hvor der efter titlen er anført nummer eller årstal, er det betegnelsen for udgaven af bogen.

Nørresundby i februar 2016.
        Jens Randers